Vi havde i sidste uge fornøjelsen af at byde velkommen til Midtjysk Seniorklub til en hyggelig fortælling om træemballage og vores aktiviteter generelt, efterfulgt af en rundvisning på vores lagre.

Midtjysk Seniorklub er en afdeling under Business Danmark, der på nuværende tidspunkt tæller 68 medlemmer. Selvom hovedparten af medlemmerne har salget som sit tidligere erhverv, er klubben meget åben og modtagelig over for nye medlemmer – uanset hvilket erhverv man tidligere har haft.

Det overordnede formål for seniorklubben er at fremme og arrangere socialt og fagligt samvær, hvorfor det selvfølgelig også er muligt for hvert enkelt medlem at tage sin bedre halvdel med til de aktiviteter, der afholdes. Aktivitetskalenderen holdes bevidst ganske overskueligt hvert år. I indeværende år er der i kalenderen lagt i alt 8 virksomhedsbesøg, 1 julefrokost samt 1 generalforsamling ind. Efter hvert virksomhedsbesøg er der i øvrigt indlagt en frokost på en omkringliggende lokal kro.

Formand for Midtjysk Seniorklub, Torben Vinderslev Nielsen, havde efter besøget hos os følgende at sige:

Til vores besøg hos STEA havde jeg mine betænkeligheder. Paller… paller? Var det noget for medlemmerne?

Men jeg skal love for de fik sig en oplevelse. Ikke mindst oplægget fra jeres ejer – en fantastisk fortæller.

Humoren fejlede heller ikke noget, flere sagde bagefter der var ”Lars Larsen” i ham.

Rundvisningen var også spændende, besøget på varmeværket var også noget de kunne forholde sig til.  En rigtig god oplevelse hos STEA.

Jeg har lavet mange besøg, man bliver tit overrasket – tak fordi i lod os komme ind.”

Har dette vækket din interesse for Midtjysk Seniorklub, er man velkommen til at kontakte formand Torben Vinderslev Nielsen på tlf.: 21 44 83 99.