Efter en forhåbentlig veloverstået sommerferie er tiden kommet til en frisk markedsinformation fra STEA, idet Brancheorganisation HPE (Bundesverband Holzpackmittel, Paletten, Exportverpackung e.V.) har offentliggjort deres tal for august måned 2024.

Som det fremgår af indekset, er priserne i august steget med 0,9 % i forhold til måneden før. Det betyder, at priserne er steget uafbrudt i indeværende år, hvor priserne samlet er steget med 18,3 %.

Prisen på træ på Nasdaq er i skrivende stund omkring 530 USD.

En sidste prisindikation får vi fra The European Federation of Wooden Pallet and Packaging Manufactures, som senest har offentliggjort deres prisdata for 1. kvartal 2024. Dette indeks viser også prisstigninger på alle væsentlige markeder.

Vi kan bekræfte, at prisen på træ er steget i den seneste periode. Mange savværker har i løbet af året øget deres afregningspriser, idet de væsentligste stigninger dog ligger i årets første måneder, mens stigningerne de seneste måneder har været minimale.

Trenden for den brugte emballage – særligt brugte EUR-paller – er fortsat fra vores seneste markedsinformation, idet de massive prisfald fra sidste år er afløst af et meget stabilt marked fsva. priser. Efterspørgslen på de bedste kategorier – både nationalt og internationalt – er steget, hvilket har ført til – marginale – prisstigninger på disse kvaliteter. Samtidig er prisen på nye EUR-paller steget i indeværende år, som derfor ligeledes har en afsmittende effekt på priserne på de bedste brugte kvaliteter.

Vores forventning fra seneste markedsinformation blev således opfyldt, og vores fremadrettede forventning er, at priserne vil være mere stabile, end vi har set de seneste år. Det er dog samtidig vores forventning, at priserne kan stige yderligere hen mod årets slutning.

Som altid står Deres normale kontaktperson hos STEA til rådighed, hvis De har behov for at drøfte den nuværende situationen eller blot ønsker en uddybning af ovenstående.

De væsentligste data og tilhørende grafer er vedlagt nærværende skrivelse.

Med venlig hilsen
Daniel Dal
CEO