Kære samarbejdspartner

Tiden er nu kommet til endnu en markedsinformation fra STEA, idet Brancheorganisation HPE (Bundesverband Holzpackmittel, Paletten, Exportverpackung e.V.) har offentliggjort deres tal for både januar og februar måned 2024.

Som det fremgik af vores seneste markedsinformation, så vi i december måned 2023 den første prisstigning i en længere periode. Denne tendens er fortsat, idet priserne er steget med henholdsvis 5,1 % og 5,0 % i januar og februar måned.

Prisen på træ på Nasdaq er i skrivende stund omkring 610 USD, hvilket er den højeste pris i mere end 1 år.

The European Federation of Wooden Pallet and Packaging Manufactures har også offentliggjort deres prisdata for 4. kvartal 2023, hvilket ligeledes viser, at prisfaldene er bremset – særligt på det tyske og svenske marked – og at pristrenden nu er opadgående.

Vi angav i vores seneste markedsinformation, at vi endnu ikke havde mærket de prisstigninger på råtræ, som fremgik af HPE-indekset. Situationen er nu anderledes. Savværkerne har allerede hævet deres priser markant, og fra enkelte savværker er der allerede knaphed på udvalgte typer råtræ. Producenter af nye EURpaller og pallerammer har ligeledes indført prisstigninger, ligesom mange af disse producenter har varslet, at de forventer, at prisstigningerne fortsætter i den kommende tid.

For den brugte emballage – særligt brugte EUR-paller – lader det til, at priserne har fundet et mere stabilt leje efter en lang periode med prisfald. Vi mærker en øget efterspørgsel på de bedste kategorier – både nationalt og internationalt – hvilket sammen med de stigende priser på nye EUR-paller må forventes at føre til højere priser på disse kvaliteter. De lavere kvaliteter forventes at holde samme pris – i hvert fald i den nærmeste fremtid.

Vores forventning er sammenfattende, at priserne vil stige i det kommende kvartal, mens det fortsat er for tidligt at udtale sig om 3. og 4. kvartal 2024. Det er dog markedets forventning, at priserne også i disse kvartaler vil have en opadgående tendens.

Som altid står Deres normale kontaktperson hos STEA til rådighed, hvis De har behov for at drøfte den nuværende situationen eller blot ønsker en uddybning af ovenstående.

De væsentligste data og tilhørende grafer er vedlagt nærværende skrivelse.

Med venlig hilsen
Daniel Dal
CEO