Kære samarbejdspartner
Som det er fremgået af de seneste markedsinformationer, er priserne blevet mindre volatile i indeværende år. Det er også årsagen til, at der ikke udkom en markedsinformation for oktober måned. Denne markedsinformation dækker således over månederne oktober og november.
Brancheorganisation HPE (Bundesverband Holzpackmittel, Paletten, Exportverpackung e.V.), har offentliggjort deres tal for både oktober og november måned. Indekset viser for oktober et fald i priserne på træ på 1,5 % og for november et fald på 0,1 %.
Prisen på træ på Nasdaq er i skrivende stund omkring 550 USD, hvilket er en stigning på ca. 10 % i forhold til prisen i september måned.
For så vidt angår markedssituationen, er forholdene i det væsentligste uforandret. Den nye emballage handles i et relativt stabilt leje, hvor priserne dog mere har tendens til fald end til stigning. Fokus har særligt – som altid – været på priserne på nye EUR-paller. Her har vi ligeledes alene konstateret mindre prisjusteringer.
På den brugte emballage er de forholdsvis massive prisfald fortsat, og der opleves pt. en lav efterspørgsel i forhold til udbuddet. Det medfører, at der er rigelige mængder på lagre, hvilket naturligvis afspejler sig i en vigende pris. Priserne for den bedste kvalitet af f.eks. brugte EUR-paller synes dog at være mere stabile end for de lavere kvalitetskategorier, der har oplevet de største prisfald.
Det er tydeligt, at flere udenlandske savværker og producenter håber på prisstigninger i 2024. Det er deres forventning, at priserne holdes i ro i første halvår af 2024, mens priserne derefter skal stige i 2. halvår. Det er derfor muligt på nuværende tidspunkt at indgå aftaler på fornuftige vilkår, der kan dække 1. halvår af 2024.
Fra vores side deler vi forventningen om lave og mindre volatile priser i første halvår af 2024. Vi mener samtidig, at det er for tidligt at udtale sig om det forventede prisniveau for 2. halvår 2024. Det afhænger i hovedsagelig grad af efterspørgslen, der igen er styret af den overordnede økonomiske situation.
Vores forventninger til adgangen til brugt emballage og prissætningen heraf er, at efterspørgslen fortsat vil være lav, og at priserne derfor ikke vil stige nævneværdigt i den kommende periode.
Som altid står Deres normale kontaktperson hos STEA til rådighed, hvis De har behov for at drøfte den nuværende situationen eller blot ønsker en uddybning af ovenstående.
De væsentligste data og tilhørende grafer er vedlagt nærværende skrivelse.
Med venlig hilsen
Daniel Dal
CEO
HPE-prisindekset for råtræ til konstruktion af træpaller og træemballage
Kilde: Bundesverband Holzpackmittel, Paletten, Exportverpacknung e.V.
Råtræ til træpaller
Råtræ til træemballage